Tetris Trafik og at spise med fingrene 

Vi trådte ud i en stillestående luft med samme temperatur som huden. Duften var lummer på den der krydrede måde som vi ikke kan relatere til i Danmark. Det nepalesiske sprog var en sødme summende underlægningsmusik over parkeringspladsen. 

Vores 3 kollegaer, samt en ansat fra Nepal Scouts hjælper os og bagagen, over mod en minibus som ikke kender til sikkerhedsseler. Efter både bagage og mennesker er blevet stuvet ind på de slidte lædersæder, sætter chaufføren skrumlende i gang og vi triller ud i Kathmandus gader. Herude er luften præget af os fra de mange køretøjer og det summende sprog er erstattet af dyttende motorcykler. Trafikken er et tetrisspil. Minibussens kobling må være tyndslidt efter den filling, der skulle til for at undgå sammenstød. 

Vi blev kørt til lejligheden, hvor en hel flok mennesker stod klar med “namaste”-hilsen og mælkete. Efter en lille ceremoniel velkomst og lidt nepalesisk hakuna matata tidsfornemmelse, kørte vi videre til spejdernes hovedkvarter, hvor vi blev vist rundt. Da rundvisningen havde ført hele vejen rundt, hoppede vi tre danskere, vores tre nepalesiske kollegaer og to ansatte fra spejdercentret ind i minibussen igen. Chaufføren maste bussen ud i tetris-spillet endnu en gang, indtil han satte os af ved en indkørsel. For enden af indkørslen drejede man ind i en lille baggård som udgjorde centrummet af en lille restaurant. Herinde var der, modsat ude på gaden, roligt. Få mennesker som sad ved bordene og en bar med en receptionist. Vi gik op på en altan, hvor vi fandt os et bord til 8. Den ene af de to ansatte fra spejdercentret anbefalede os at vælge en nepalesisk ret som bestod af en tallerken med ris, 3 skåler med sovser eller grønsager og 3 mindre skåle med dipper. I Nepal spiser man traditionelt med fingrene. Så vores kollega, Roman, måtte give os en demonstration. Allerførst vaskes fingrene grundigt, inden man går i gang. Så skiller man riskornene fra hinanden med højre hånd (Hvis man er højrehåndet, bruger man KUN højre hånd og omvendt) Sovsen hældes ud over risene, hvorefter man med alle fem fingerspidser blander det godt sammen. Hele teknikken til at få maden indenbords ligger i at samle risene op på de fire af fingrene, som udgør en lille skål. Hvorefter man bruger tommelfingeren til at skubbe risene langs fingrene og ind i munden. Det gik omtrent lige så godt som når et børnehavebarn skovler sand i en spand – på ingen måde dårligt, men heller ikke uden ris over det hele. Men det, der så endte i munden, smagte skønt! Det var så lækkert, mums. 

Retten var ad libitum, så havde man tømt sit ris eller en skål sovs, blev den bare fyldt op igen. Prisen var 645 nepalesiske rupees, hvilket svarer til 28 DKK. Til sammenligning kostede de 10 ruller toiletpapir, vi købte senere på dagen, det samme. 

Resturantbesøget sluttede af med at vi, af receptionisten, fik en håndfuld grønne, tørrede frøkapsler til at rense munden med. De skulle spises, som hvis man tog et shot, og det smagte mindst lige så slemt. Lidt som “Kongen af Danmark” bolcher, bare i en så koncentreret form, at man skar ansigt. 

Ude på gaden holdte vores kære minibus igen. Dagen fortsatte indtil vi danskere smuttede tidligt i seng. Det var ikke blevet til mange timers søvn på flyet, og vi var mætte af indtryk, så lidt søvn gjorde underværker.