Pashupatinath Temple

Store kubeformede sten, hakket af mennesker for mange år siden, danner to store trapper vendt mod hinanden. De nederste trin, på begge sider, går direkte ned i floden, som brun og stille strømmer gennem den hinduistiske tempelplads ved navn Pashupatinath. Vand mod sten. På samtlige trin sidder over hundrede mennesker sammen, lyttende, bedende. Aftenen er mørk. Sangen er messende. Den forstørres gennem højttalerne, hvis modernitet står i skab kontrast med de gamle templer, der omringer floden. 

Hver aften efter solnedgang samles mængden ude på flodens trappe, for at takke for dagen der er gået. 

Hver morgen mødes de igen i templerne for at bede for dagen der kommer. 

Vi sidder der på et af de øverste trappetrin i aftenmørket. På vores side af floden fortsætter den hinduistiske bedesang, men på den anden side af floden er et andet ritual i gang. Helt nede ved flodens bred er en skulderbred stenflade hugget skævt ind i trinnene. Med en halv meter stikker den ud over floden og bryder den skarpe linje mellem trappetrin og flod. Rundt om stedet er en flok mennesker samlet. På stenfladen ligger en byld, svøbt ind i et appelsinorange klæde. To spidse fødder stikker ud under klædet, ud over floden. Fødderne vaskes, kroppen løftes op på en feltseng af bambusrør og bæres af den omkringstående menneskeflok lidt længere ned ad floden. Her bliver kroppen langt på et podie, velsignet, mens en flamme lægges ved hjertet. En anden under feltsengen. Hø lægges oven på liget og snart står bålet i lys lue, mens røgen og sjælen stiger op mod den sorte himmel. Kremeringen foregår i al offentlighed, og langs floden brænder 5-6 bål langsomt ud, hvorefter asken smides i floden. 

“Af jord skal du komme og af jord skal du blive”. På det punkt adskiller kristendommen og hinduismen sig ikke fra hinanden. Vi kommer alle tilbage til naturen. 

Selvom de to ritualer: Den daglige bøn og det endegyldige farvel umiddelbart er vidt forskellige, rummer de det samme formål. Et hinduistisk reality check for at minde sig selv om at hver dag ikke bare er givet. Men at den skal mødes med taknemlighed. 

Solen står op og solen går ned – Floden tager nogle af os med på vejen.