At sidde med refleksioner forinden…

…et 10 måneders projekt. 10 måneder er lang tid, men sammenlignet med hele mit liv er det blot en stund. Hvis man så oven i købet sammenligner med den værdi, det vil have for mit liv, så er der ingen tvivl: Jeg skal af sted! 

Der ligger en verden derude. En verden af nye stedet, dufte, indtryk og folkefærd. En verden som jeg skal ned og bidrage til – Lege en leg eller spille et spil. Forhåbentligt kan jeg få nogle børn til at grine og nogle unge til at smile. 

Jeg forestiller mig at de siger ting til mig på et sprog jeg ikke forstår, men oversætter det med et kram. 

Jeg forestiller mig at blive konfronteret af en dagligdag som er så forskellig fra min egen, at jeg ikke forstår det. 

Jeg forestiller mig at stå i et napalesisk køkken, lave nepalesisk mad, med en nepaleser, mens jeg sætter dansk musik på. 

Jeg forestiller mig mange ting og på samme tid slet intet – Jeg tror ikke at jeg forstår hvad det er jeg skal. Når mine venner spørger mig: “Nanna, skal du snart flytte hjemmefra?” Og jeg svarer: “Øhh, ja, faktisk flytter jeg til Kathmandhu om en måned..” Samtidigt står jeg og kigger ud af mit vindue på flade tagpaptage, en grå vinterhimmel og brune bøgeblade. 

“Man ved kun hvad man har og ikke hvad man får”. Sådan er præmissen med alt man kaster sig ud i. Heldigvis har jeg en fundamental tro på at uvisse eventyr overvejende vil bringe gode, lærerige og givende oplevelser og muligheder med sig. En tro på at det bliver godt! Når det så er sagt, så kan jeg da også godt mærke at denne rejse kræver flere refleksioner end mine forrige rejser har gjort. Hvorfor? Måske fordi jeg lige har afsluttet et vidunderligt højskoleophold – En tid som på mange måder bedst kan beskrives som at flyde i en gyldenvarm karamelsovs af krammere og hver dag at kigge ind i et lineup af fede aktiviteter. Altsammen med en selvvalgt familie. Det er nogle minder som skal have tid til at lagres i rygsækken, før den er klar til at blive pakket på ny; klar til nye eventyr. 

Det er så netop det januar måned er blevet prioriteret til – Nemlig at besøge, sige hej og hygge med alle de dejlige mennesker herhjemme som lige skulle rundes, før snuden vendes mod øst. 

Jeg ved at jeg er meget privilegeret:

Tænk at have så skøn en familie: En familie som støtter mig og bakker mig op i at denne mulighed er det jeg skal nu. Helt fra starten har de smilet på mine vegne og lagt øre til alle mine refleksioner.

Tænk at have så skønne venner: Gamle venner som stabilt og trygt følger med i mit liv, ligesom jeg følger med i deres og som jeg altid ved hvor jeg har. Og nye venner, hvis venskab jeg kun lige er gået i gang med. 

Tænk! Det er skam ikke en selvfølge. 

Så jeg finder det også lidt vemodigt at rejse væk. Det skal siges…

 …Men når det er sagt, så er jeg også mega klar til det eventyr der venter!

Og jeg kommer jo hjem igen<3 

Vi ses bare!