Vores frokost-stamsted er et lille, trekantet rum med fire små sorte borde, en disk og et tæppe i det ene hjørne, der adskiller køkkenet fra resten. Rummet er en overstimulerende bombe på grund af larmen fra vejen der lige ude foran og det faktum at væggene er malet turkis-stribede i forskellige nuancer. På trods af det er det fast rutine at spise frokost der; vi kender menuen og familien der har stedet, det ligger tæt på og mellem kl 13 og 15 er det næsten udelukkende folk fra Nepal Scouts Hovedkontor som fylder stolene op.
En eftermiddag sidder Klara, Zasia og jeg og snakker med Nabina og to andre kvindelige kollegaer fra hovedkontoret. Vi snakker kærester og parforhold, hvilket er et samtaleemne, der i Nepal hurtigt drejes over på bryllupper. Vi spørger ind til arrangerede bryllupper, som de to kollegaer, til vores store overraskelse, reagerer meget positivt overfor. Det var den måde de forventede at blive gift på.
Processen foregår ved at bedsteforældre, forældre, tanter eller onkler matcher pigen og drengen op med hinanden. Først mødes familien uden parret, hvis kommunikationen er god, får pigen og drengen mulighed for at møde hinanden. Hvis deres kommunikation er meget dårlig, kan processen afværges, men ellers så går familierne i gang med at planlægge brylluppet – I løbet af den tid, hvor bryllupsforberedelserne foregår, har parret så mulighed for at lære hinanden at kende, hvorefter de bliver gift.
Fordi familierne er så meget indblandet, mener nepaleserne, at det skaber mere stabilitet i parforholdet, fordi parret kæmper mere for at få det til at fungere – fordi det bliver nødt til at fungere. Et andet argument, vores kollegaer brugte, var at de så det som meget romantisk. Dette kan forklares ved at de jo er vokset op i en kultur, hvor det er meget almindeligt. De ser bollywood-film, der romantiserer arrangerede ægteskaber og lytter til musik som gør det samme.
I Danmark er det jo udgangspunktet, at et bryllup er baseret på, at parterne selv har valgt hinanden – Forhåbentligt af kærlighed. Men hernede er det ikke på samme måde en selvfølge, og derfor bruges vendingen: “love-match” rent faktisk i folkemunde. Både Nabians, Tanishqs og Romans forældre var alle sammen love-matcher. Fordelene ved love-matches er jo åbenlyse for os, fordi det er den fortælling vi er vokset op med, men hernede kan det godt være en udfordring hvis forældrene ikke bakker op om forholdet. Det fører til historier om par, som flygter i løbet af natten. Forsvinder og lever separat indtil familien forhåbentligt vælger at bakke op om det. Hvorefter parret kan vende tilbage.
Samtalen om arrangerede ægteskaber, den dag på stamstedet, var utrolig interessant, fordi dette emne, i vesten, er en diskurs som man, i Danmark, aldrig hører modargumenterne til. Men hernede er det helt naturligt at der findes fordele og ulemper ved begge løsninger.
Ikke fordi samalen har ændret på hvad jeg ville fortrække af de to ting – Men der kommer jeg også bare fra en privilegeret del af verden, hvor jeg selv har mulighed for at vælge <3