At krydse vejen i Nepal er en teknisk kunnen – et håndværk der skal finpudses og forstås.
I Danmark stiller vi os ved vejkanten, stillestående: Kigger til venstre. Højre. Venstre igen. Når der er hul accelerere vi hurtigt op, skynder os, hakkende i henholdsvis løb og gang, over vejen. På den anden side bremser vi op og fortsætter i almindeligt gangtempo.
Det er frygten for at gå ud foran en bil, der gør at vi leger “Crossy Road”.
Men den teknik er forkert at gøre her. Varierende tempoer er uforudsigelige – De mange bevægende elementer på vejen kan ikke forudse, hvor du befinder dig om 2 sekunder, hvis du ikke holder en jævn fart over vejen.
I praksis betyder det at man bare går. Med en stabil og langsom fart træder man ud på vejen og holder isen i maven når en bil eller scooter kommer lige mod dig. I meget tættraffikkede situationer kan man strække en stop-hånd ud mod bilerne for at signalere at de skal stoppe. Viger man først til side tror de at du flytte dig også gør de det i hvert tilfælde ikke.
Det skal man lige vende sig til, hehe..
Åh ja…. Det er næsten med livet som indsats! Det har jeg også prøvet flere steder, og man skal virkelig vænne sig til bare at gå ud og så krydse for at de ser en – og ens tempo.
Dejligt at høre lidt livstegn fra dig. Skriv endelig mere! Hvordan er går det med maden, vejret, ture ud i landet, oplevelser… Knus fra Ynglings-Nr1-tanten!!!!